lørdag den 8. november 2014

Opskrift | Quinoagrød med rødbeder, hytteost og andet godt


Mød mit seneste grød-crush: En skøn og smagfuld quinoasag med bagte rødbeder, parmaskinke, stegte champignon og hytteost - den perfekte madpartner på en kold efterårsaften. Jeg blev inspireret af denne dejlige opskrift men erstattede nogle af de kalorietunge ingredienser med sundere og lettere alternativer.

Quinoagrød med bagte rødbeder og andet godt (4 portioner):

Du skal bruge: 

500 gram skrællede rødbeder i skiver
300 gram champignon (eller andre svampe)
3 finthakkede skalotteløg
5 dl. hytteost (jeg bruger den fra Egelykke)
330 gram quinoa 
5 dl grøntsagsbouillon 
8 stykker parmaskinke
Olivenolie
Timian
Salt 
Peber

Sådan gør du: 

Quinoagrød
1. Skyl quinoaen
2. Varm lidt olie i en gryde
3. Svits løgene i et par minutter 
4. Tilsæt quinoa, og svits yderligere 2 minutter. 
5. Tilsæt grøntsagsbouillon og salt 
6. Kog grøden cirka 25 minutter, til quinoaen er mør og væden væk
7. Tag grøden af varmen, og rør hytteost i
8. Anret i små skåle med bagte rødbeder samt champignon og parmaskinke ovenpå

Bagte rødbeder
1. Kom rødbederne i en lille bradepande
2. Vend dem med olie, salt, peber og timian 
3. Dæk bradepanden med alufolie, og bag dem i ovnen ved 225 i cirka 40 minutter
4. Fjern alufolien, når der er gået 20 minutter.

Ekstra fyld
1. Kom parmaskinken på en bageplade med bagepapir, og varm dem i oven i cirka 10 minutter ved 225 grader
2. Knæk skinken i små stykker, og drys dem over grøden
3. Skyl champignonerne og skær dem i små stykker
4. Steg champignonerne på en pande med olie og lidt salt, og drys dem på grøden

English recap: Meet my latest autumn food crush: Quinoa porridge with baked beet roots, cottage cheese and other goodies. You'll find a similar recipe here.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar